Fine Gråbøl: ”Ungeenheden”, Gads Forlag, 2021
”Ungeenheden” vandt Bogforums debutantpris i 2021. Romanen er fiktion, men bygger på forfatterens egne oplevelser med psykiatriske diagnoser, indlæggelser, behandling og 1 ½ års ophold på et bosted for unge med psykisk lidelse.
Forfatterens formål er at nuancere psykiatriens sprog, og romanen beskriver i et nærmest poetisk sprog erfaringer med psykisk lidelse.
Læseren føres i romanen ind i det særlige hverdagsliv, som udspiller sig på et opholdssted, hvor både unge og pædagoger har deres daglige gang. I starten spørger forfatteren
”Man kunne spørge sig selv, hvorfor alle de syge skulle placeres under samme tag – og man ville ikke blive overrasket over svaret”.
Forfatteren beskriver nænsomt det særlige hverdagsliv, som de unge har, hvor de hver især håndterer livets udfordringer på forskellig vis og samtidig formår at se hinanden og det fællesskab de midlertidig deler.
”Det anbefales ikke den unge at søge permanent ophold her på bostedet – selvom det kan synes fristende.
For mange lyder spørgsmålet:” Hvorfor lede efter noget bedre end her? Og hvorfor endda prøve at forestille sig en boligsituation alene – måske med støttemulighed 1-2 gange om ugen og med krav om ansvar for egen stabilitet og behandling”.
Det er praktisk talt umuligt at forestille sig sådant et liv”
Forfatteren beskriver i mange sammenhænge den indbyrdes relation mellem medarbejdere ansat på Ungeenheden og de unge som bor der midlertidigt. Hun beskriver hvordan en af pædagogerne, Mark, er hendes foretrukne, og hvordan de unge blot kan ringe, hvis de ønsker NADA (øreakupunktur til beroligelse i stedet for beroligende medicin, red.) – så kommer medarbejderne op og giver det på værelset.
”Det sker en sjælden gang imellem, at jeg falder i søvn med nålene, men så lister Mark ind om natten – tar´ nålene ud én efter én, mens jeg sover. Måske vågner jeg – men så gir’ jeg mig ikke til kende – men nyder det tavse løft af baghovedet – de forsigtige fingre om nålene – de små stykker vat om ørerne, hvis jeg kommer til at bløde ved udtrækningen.
Den omhyggelighed der kun kan gives den sovende – et grundigt ansvar”.
”Man kalder inddæmning af følelsesregisteret for behandling”
Forfatteren ønsker at bidrage til, at menneskeliggøre psykisk lidelse, og bruger på fornem vis litteraturen som redskab til dette. Hendes roman beskriver den levede hverdag, men deler også nogle mere samfundskritiske vinkler:
”Grundprocessen i psykiatrien er en indadvendt behandlingsform. Kunne vi i stedet forestille os en udadvendt behandling, hvor omgivelserne rustede sig til et bredere og mere omfattende følelsesspektrum? Jeg ved det ikke!”
Så enkelt kan det siges – og jeg kan kun støtte forfatteren i at vi må stille os dette spørgsmål – hvordan kan vi sammen favne og støtte hinanden – også i de