Vi skal ikke tie stille! Vi vil ikke tysses på!
At insistere på at kæmpe for vores velfærdssamfund kræver at man tør blive ved med at sige det, som skal siges. At fastholde blikket på vores fælles fremtid, og stå i front for en bevægelse, hvor fællesskab er grundlaget for vores velfærdssamfund.
Disse egenskaber ser jeg hos Dorthe Birkmose, så derfor mener jeg at Dorthe fortjener titlen som årets frontkæmper.
Jeg hørte første gang om moralsk stress i 2024 i ”Brinkmanns Briks”, hvor Dorthe Birkmose satte ord på de udfordringer i vores velfærdssamfund, som jeg selv har erfaret gennem en årrække. Manglen på menneskelige ressourcer og særligt det faktum, at fagpersoner hindres i at udfolde deres faglige kompetencer, har store konsekvenser for kvaliteten af det arbejde, som udføres i vores velfærdssamfund og for trivsel og oplevelse af meningsfuldhed for fagpersoner. Flere af os, som har et i arbejdsliv i velfærdssamfundet, vi oplevede her at nogen udefra forstod, hvad det er, der sker for øjnene af os på vores arbejdspladser. For mig hjalp Dorthe med at italesætte noget mange af os oplever, og jeg har efterfølgende brugt hendes bidrag som oplæg til drøftelser med kollegaer i faglige netværk.
I efteråret 2025 deltog jeg på Nordisk kongres for psykiatriske sygeplejersker – arrangeret af det nordiske samarbejde PSSN og Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker. Jeg var så privilegeret at opleve, hvordan Dorthe som oplægsholder formår at formidle sine budskaber knivskarpt ved at koble stor faglig viden, humor og mange års dialog med mennesker fra praksis. Som psykiatriske sygeplejersker blev vi rørt både i hjerte og hjerne, og jeg oplevede hvordan hun kan smitte med meningsfuld energi og vække vores mod til at gå ud og kæmpe for det, vi ved er vigtigt. Vi ved hvad der er brug for – og vi vil ikke tysses på. Det var derfor med stolthed at jeg efterfølgende selv sammen med Cathrine Hartmann stod for et oplæg på konferencen omkring, hvordan vi som sygeplejersker netop kan styrke fokus på indre bæredygtighed – vores evne til at være med os selv og de mennesker vi er sammen med.
Da Dorthes bog om Moralsk Stress udkom sidst i 2025blev jeg igen motiveret til at fastholde blikket på de menneskelige ressourcer i vores velfærdssystem som det grundlæggende fundament. Begrebet knaphedens psykologi – når vi mangler tid, ressourcer og anerkendelse – bliver central i mange af de udfordringer vi oplever, når vi hver især forsøger at overleve med hver vores mestringsstrategi. Disse individuelle strategier til at overkomme noget, som ikke hænger sammen, skaber grobund for konflikter i organisationer og har voldsomme personlige konsekvenser for mange, som ønsker at gøre en meningsfuld forskel i vores velfærdssamfund. Bogen udfolder, at ingen af os alene kan løse de udfordringer, vi som samfund oplever, men at vi i fællesskab kan skrue på nogle vigtige instrumenter, så vi sammen kan frigive energi og udfolde det, som er til gavn for helheden.
I front for en fælles bevægelse, som behøver et samlet udtryk
Vi har brug for at stå sammen. Vi har brug for at bidrage samlet for at kunne bevæge vores velfærdssamfund i en anden retning. Vi ved det er nødvendigt at gå fra kortsigtede overlevelsesmanøvrer til langtidsholdbare indsatser – både af hensyn til alle de medarbejdere og ledere, som ønsker at bruge deres arbejdsliv til at gøre en forskel for andre, og af hensyn til alle de mennesker, som oplever at have brug for støtte fra velfærdssamfundet.
Vi har brug for at kunne fastholde blikket på den lange bane – hvordan kan vi sikre, at vi har et velfærdssamfund i fremtiden? Og hvordan arbejder vi bevidst på at styrke de menneskelige ressourcer, som kan varetage vores fælles opgaver?
I 2026 vil jeg bruge mine muligheder for at hylde Dorthes opråb – vi skal ikke tie stille – vi vil ikke tysses på. Vi skal sammen styrke fundamentet i vores velfærdssamfund, og det giver netop mening, at vi skal bidrage sammen. Får vi ikke lov til det, så påvirker det både vores personlige og faglige liv negativt.