Nicklas Brendborg: ”Vanedyr. Videnskabens manipulation af vores instinkter”, Forlag: Grønningen 1, 2023

Engang var afhængighed noget med socialt udsatte der var afhængige af alkohol eller stoffer, men efter at have læst ”Vanedyr” sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at afhængighed er noget vi alle kender til.

Nicklas Brendborg formår at formidle kritisk videnskab på en letlæselig måde. Det er en stor kunst at formidle kompliceret videnskab, så jeg som læser føler mig guidet og taget ved hånden undervejs og samtidig oplever at blive oplyst og forstyrret i min vanetænkning.

Det sidder stadig i mig som et stort ekko, at vi ved så meget omkring vores hjerne og afhængighed, at store internationale virksomheder nu formår at bruge denne viden i den måde vi producerer mad, computerspil og har kontakt på sociale medier. Nicklas Bredborg præsenterer begrebet ”superstimuli”, som bygger på vores biologiske arv, hvor vi ønsker mere af det, som er godt og giver velbehag – en vigtig mekanisme i arters overlevelse og tilpasning. Det drejer sig især om mad (salt, sukker, fedt), sex og at vinde i konkurrence. Disse overlevelsesmekanismer udnyttes i vores nuværende samfund kommercielt, når man producerer og sælger madvarer, spil mv., så afhængighedsskabende superstimuli skaber et behov, som ikke er reguleret af vores rationelle fornuft. Det betyder feks, at hvis man i kiks, chips m.v. sammensætter fordelingen af fedt, protein og kulhydrat i samme forhold som modermælk, så er det urgamle overlevelsesmekanismer, som styrer hvad vi indtager frem for vores viden omkring, hvad der er sundt og godt.

Bogen udfolder de vanskeligheder, vi som mennesker i vores tidsalder udfordres af, men bidrager samtidig til at udfolde muligheder for håb og handling og dermed at tage kontrollen tilbage over vores egne liv.

I en verden hvor afhængighed af mad, spil og sociale medier fylder mere og mere – også hos børn og unge – så er der i den grad brug for bøger som ”Vanedyr”, som rusker op i os, så vi vågner og opdager, at vi har mulighed for at skabe retningen for vores egne liv.