Peter Øvig: ”Jeg er hvad jeg husker”, Gyldendal 2021

Bogen kan ses som en forsættelse af ”Min mor var besat” fra 2018, hvor Øvig beskriver sin opvækst med en mor, der led af depressioner og personlighedsforstyrrelse. I denne bog beskriver Øvig sine egne erfaringer som psykiatrisk patient med særligt fokus på at undersøge Elektrochok (ECT) som behandling.

Som ung var Øvig tydelig i den offentlige debat, hvor han skarpt kritiserede til psykiatriske system, som han på ingen måde oplevede havde hjulpet hans mor. Øvigs egne erfaringer med en psykotisk depression – udløst da han arbejdede med bogen om hans mors livs- og sygdomsforløb – resulterer i, at Øvig oplever sig hjulpet ud af sin livstruende depression af 7 ECT-behandlinger. Han vælger at bruge disse oplevede erfaringer fra psykiatrien, som et bidrag til at skabe åbenhed og dialog om psykiske lidelser.

I den aktuelle bog beskriver Øvig, hvordan han ved sine foredrag om psykisk sygdom, oplevede at nogle ligesom ham selv var taknemmelige for at ECT havde reddet deres liv, mens andre oplevede, at den samme behandling for evigt havde forpestet deres liv især ved i høj grad at have påvirket deres hukommelse. Som dokumentaristvælger Øvig at undersøge hele historien bag udviklingen af ECT som behandlingsform, og han inddrager i bogen også erfaringer fra mennesker, der oplever at bivirkninger i form af hukommelsestab langt overstiger de positive resultater af ECT-behandling.

Øvig beskriver løbende i bogen hvordan både hans sygdom og hans åbenhed omkring sygdommen har haft konsekvenser i forhold til hans nære private relationer, hvilket gør at bogen med fordel både kan læses af mennesker med egne erfaringer med depressioner, men i høj grad også kan anbefales til pårørende og fagpersoner.

I et efterfølgende interview bliver Øvig spurgt om der var noget han gerne ville have vidst før hans eget sygdomsforløb, hvortil han svarer, at han gerne ville have vidst, at man kan få hjælp på psykiatriske afdelinger, da det måske kunne have bidraget til, at han ikke kæmpede imod indlæggelse i så lang tid, og dermed kunne ha´ skånet både sig selv og sine omgivelser for megen lidelse.